”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Året der gik for Øland 2023

Et tilbageblik på vores resultater i 2023 giver anledning til både tilfredshed og en forventning om, at vi i Øland har endnu bedre tider foran os.

Vi oplevede nemlig høj aktivitet i året, der gik. Som leverandør til især erhvervsbyggeri og det offentlige byggeri blev vi ikke ramt af nogen afmatning. Tværtimod oplevede vi så stor travlhed, at vi i flere af efterårsmånederne satte en all time high i vores omsætning. Samtidig var vi ude at hyre ekstra arbejdskraft. Ikke mindst serviceteknikere og produktionsmedarbejdere har vi haft behov for at ansætte flere af.

Vi vandt også markedsandele i 2023 og kom ud af året med flere kunder end ved årets start. Det er navnlig synergierne af fusionen mellem Øland og Airforce, der nu for alvor bærer frugt. Kunderne ved, at vi er i stand til at levere hele løsninger, og det medfører ganske enkelt et bredere salg end de foregående år.

Samtidig med, at vi nu i den grad kapitaliserer af integrationen, så har vi fået en ny IT-platform, som jeg også forventer mig meget af. Dertil kommer, at vi i 2024 lancerer to nye produkter. Det drejer sig om et færdigisoleret kanalsystem, helt uden stål, som giver en stor CO2-besparelse, reducerer støj betragteligt og desuden kun vejer en tredjedel af andre tilsvarende produkter. Den anden nyskabelse bliver et kanalsystem til røgventileret ventilation.

Midt i tilfredsheden er der naturligvis altid enkelte hår i suppen. Vi har oplevet konkurser blandt kunder, men føler alligevel, at vi er blevet forskånet for større afskrivninger. Omkostningerne til distribution er også gået i vejret både nationalt og internationalt, selvom det selvfølgelig hjælper, at energipriserne i forhold til 2022 er blevet markant mere stabile. At tiltrække den fornødne arbejdskraft på et arbejdsmarked i højeste gear er også fortsat en udfordring – ikke mindst til vores fabrik i Kliplev.

Hvis nogle skulle have glemt det, så mindede sommerens tørke og efterårets stormflod os om, hvor vigtigt det er at arbejde hen imod at reducere vores CO2-udledning alle de steder, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Ølands største enkeltstående produkt er stål, og tidligst omkring 2035 vil det være muligt at producere alt i fossilfrit stål. Det fritager os ikke for ansvar, men viser blot, at de grønne løsninger ikke er et quick fix. Lovkravene til byggeriet strammes, og i Øland sørger vi - i samarbejde med vores samarbejdspartnere - bl.a. for miljøvaredeklarationer på stadig flere byggevarer – de såkaldte EPD`er.

De seneste 3-4 år har været voldsomt omskiftelige som følge af Corona, krig og kraftig inflation. Det er ikke nemt at manøvre i en sådan verden. Men på en eller anden måde er det uforudsigelige blevet en slags new normal, som jeg mener, har trænet vores agilitet og gjort os bedre til at drive virksomhed. Derfor er jeg fuld af fortrøstning og optimisme, når jeg på vegne af Øland kigger ind i 2024. God jul og godt nytår!


Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:

Carsten Madsen, CEO/Adm. direktør - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år og beskæftiger i dag 150 medarbejdere. Øland har gennem strategiske opkøb bevæget sig fra komponent- til systemleverandør. Senest har AiRFORCE, som er en af de tungeste rådgivende leverandører inden for ventilation og brandsikkerhed i ventilationssystemer, tilsluttet sig familien. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Læs mere om Øland A/S her.