”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træer. Mange virksomheder bryder hjernen med, hvordan de kan blive mere effektive og profitable og glemmer, at løsningen ofte ligger lige foran næsetippen – hos personalet, som har fingrene nede i mulden.

Af Carsten Madsen, salgsdirektør i Øland

Kender du udsagnet ”personalet er vores vigtigste ressource”? Det gør du sikkert, for det er blevet et standardsvar i mange virksomheder, store som små. Men holder det vand?

Hvis medarbejderne virkelig er så skattet en ressource, hvorfor er mange virksomheder så så dårlige til at udnytte personalets fulde potentiale? Her tænker jeg ikke på de faglige kompetencer, men på den dybe indsigt medarbejderne har i virksomhedens daglige arbejdsprocesser. Med simple metoder kan denne indsigt bruges til at skabe effektivitetsforbedringer og nye kundeservices, som mange virksomheder overser i dag.

Tænk over det – hvem har de bedste forudsætninger for at få de innovative ideer til smartere arbejdsmetoder? Direktøren bag skrivebordet? Eksterne konsulenter? Eller dem med fingrene nede i mulden, som hver dag kan se, hvad der kan gøres bedre? Min påstand er, at kimen til den bedste innovation ligger hos medarbejderne. Ofte i form af simple løsninger, som er yderst effektive. Lad mig give et eksempel:

Gule poser og blåt tape

I Øland fik vi jævnligt klager over, at der i vores leverancer manglede skinner til at samle ventilationskanalerne. På lageret fik man den ide at samle alle delene i en gul pose, så vores forsendelse nemt kunne tjekke, at alt var med, inden en ordre blev afsendt. Alt var godt, indtil vi fik klager fra et par kunder, der ikke kunne finde de gule poser i forsendelser med flere paller. Ny ide: Lageret fandt på at sætte blåt tape uden på den palle, der indeholder de gule poser, så også pallen skiller sig synligt ud. Denne simple og billige, men innovative løsning har vi nu praktiseret i fire år, og det fungerer upåklageligt for både kunderne og os.

Fri leg indenfor rammerne

Min pointe er, at der i enhver organisation løbende opstår ideer til forbedringer, som virksomheden med stor fordel kan udnytte. Det kræver et vist ledelsesmod, for man skal være parat til at slippe noget kontrol. Ingen kan være innovativ på kommando – det er ikke som et økonomimøde eller en medarbejdersamtale, man indkalder til og gennemfører. Det er en løbende proces, hvor ideerne popper op på tilfældige – ukontrolerbare - tidspunkter.

Ledelsens fornemste opgave er derfor at sætte de ydre rammer for, hvad der er tilladt og dernæst acceptere, at der er fri leg på banen. Med friheden følger en masse energi og kreativitet, samt en stor ansvarsfølelse blandt medarbejderne, er vores erfaring i Øland.