”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Ny fabrik fyrer op under kedlerne i Øland

Produktionsarealet er fordoblet, effektiviteten er banket i vejret, og CO2-udslippet er reduceret betydeligt på Ølands nye fabrik i Kliplev. Mens pandemien lukkede landet, færdiggjorde landets førende ventilations- og isoleringsproducent sit store fabriksbyggeri og producerer nu for fuld kraft for at følge med efterspørgslen.

Med sine 5.500 kvadratmeter er Ølands nye fabrik i Kiplev skabt til vækst. Fabrikken, som ligger syd for Aabenraa, er den centrale motor i virksomheden og forsyner byggerier landet over med ventilations- og isoleringssystemer. Den nybyggede fabrik er et tigerspring for Øland, der nu får betydeligt flere produktionsmuskler.

Fabrikken, som er dobbelt så stor som det tidligere lejemål på havnen i Aabenraa, er dimensioneret til 3-holdsskift med 55 mand på hvert hold. Det vil medføre en effektivisering på 30 procent og sikre, at Øland kan følge med den stigende efterspørgsel nu og i fremtiden.

-Vi har plads til at øge mandskabskapacitet betydeligt på vores nye fabrik. Det er noget, der giver ro i maven. Vi satte omsætningsrekord i september og har i mange år løbet stærkt for at følge med efterspørgslen. Nu har vi de perfekte rammer, som understøtter vores strategi, siger administrerende direktør i Øland, Carsten Madsen.

Øland opkøbte sidste år AiRFORCE og har siden med succes bevæget sig ind på markedet for systemleverancer, hvilket stiller nogle andre krav til produktionsmiljøet.

-Det er et afgørende skridt, at vi nu har vores egen fabrik med et setup, der er designet til os. Vores gamle fabrik lå på havnen i Aabenraa og var et lejemål, som vi gennem årene gjorde alt for at optimere, men det var ikke gearet til vores vækst og ambitioner. Nu har vi fået et toptunet produktionsmiljø med både en kapacitet og indretning, der sætter turbo på leverancerne, siger Carsten Madsen.

Der er tænkt bæredygtighed ind overalt i den nye fabrik. Øland har fået dispensation til ikke at være på det pligtige naturgassystem og kører derfor udelukkende med varmepumper. To store varmpumper sørger for al opvarmning, og tagkassetter i glasuld reducerer CO2-udslippet betydeligt. Alene ved at vælge glasuld frem for stenuld er der opnået en CO2-besparelse på 48,9 procent.

Flytningen fra den tidligere fabrik skete i lyntempo henover en weekend i september. Den nye fabrik ligger optimalt placeret lige ved motorvejen i Kliplev, hvilket giver et mere effektivt logistikflow. Samtidigt slipper Øland for at sende 7-8 lastvognstog dagligt gennem Aabenraa by til stor glæde for de lokale beboere.

Siden åbningen i september er der ansat 8 nye medarbejdere på fabrikken, som i dag har 65 ansatte. Planen er yderligere forøgelse.


Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har vind i sejlene og har lige siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år. I dag er Øland en stor professionel spiller på markedet med 110 medarbejdere og et stærkt fokus på kundeviden og kompetencer. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl, byggemarkedskæden Optimera og rørvirksomheden Heradan i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Der er flere oplysninger om Øland på www.oeland.dk.