”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Ventilationsvirksomheden Øland går nu målrettet efter at udbygge sin position i Nordjylland. Den store byggeaktivitet i især Aarhus og Aalborg gør det attraktivt at være lokalt til stede. Opgaven skal løses af en af branchens veteraner med 18 års erfaring fra det Nordjyske.

kjeld-soegaard

Med ansættelsen af Kjeld Søgaard gør ventilationsvirksomheden Øland nu klar til at udbygge sin position i Nordjylland. Virksomheden har hidtil betjent kunder i regionen fra sin afdeling i Vejle, men med ansættelsen af Kjeld Søgaard får Øland nu en lokal repræsentant. Kjeld Søgaards opgave er at skabe et brohoved ind i Nordjylland, som på sigt skal bane vejen for Ølands sjette afdeling på landsplan.

Det er en brancheveteran med et solidt lokalkendskab, Øland sætter til at løfte opgaven. Kjeld Søgaard har arbejdet i ventilationsbranchen i over 20 år. De 18 år med fokus på Nordjylland. Han har også siddet på den anden side af skrivebordet og indkøbt ventilationsprodukter i tre år, hvor han havde sin egen entreprenørvirksomhed.

-Vi er meget glade for at få Kjeld Søgaard ombord i Nordjylland. Han har et kæmpe netværk i regionen, som er guld værd for os. Og så har han i kraft af sin tid som entreprenør en unik forståelse for, hvor vigtigt det er, at leverandøraftalerne er på plads. Han ved om nogen, at varerne skal være på byggepladsen til tiden, og leverancen består af de rigtige varer. Det at kunne sætte sig i kundens sted er et helt centralt element i Ølands kundeservice, og det er Kjeld en vigtig garant for, siger Carsten Madsen, salgsdirektør i Øland.

Klar med yderligere investeringer

-Nordjylland bliver en mere og mere attraktiv region for os. Der er en stor byggeaktivitet i regionen, men mange projekter går i dag vores næse forbi, fordi vi ganske enkelt ikke er synlige nok i hverdagen. Frem for at være gæster vil vi ind og være en daglig aktør i Nordjylland. Nu starter vi med en mand, og når vi kan se, at der er en basisomsætning, så er vi klar til at gå ind med yderligere investeringer, siger Carsten Madsen.

Kjeld Søgaard har kendt Øland, siden han startede i ventilationsbranchen i 1988. På det tidspunkt var der stort set kun to spillere på markedet. I dag er billedet anderledes. Det er kommet flere virksomheder til, men Øland har bevaret sin position i toppen. Kjeld Søgaard ser frem til at opdyrke Nordjylland for Øland.

-Ventilationsbranchen er en lille intim branche, hvor alle kender alle. Der er meget høje krav til materialerne, og der er hurtig og kontant afregning, hvis leverancerne ikke er i orden. Træder man ved siden af som leverandør, ved alle det med det samme. At Øland har overlevet og vokset i så mange år vidner om, at det er en seriøs virksomhed fra a-z. Jeg glæder mig til at blive en del af teamet og til at udbrede kendskabet til Øland i mit store netværk i Nordjylland, siger Kjeld Søgaard, ansvarlig for salg i Nordjylland i Øland.

Kjeld Søgaard har senest haft sit eget entreprenørfirma Jysk-Villavent, som blev solgt til AIR-WEX i Vejle. Før det var han salgsansvarlig hos en af ventilationsbranchens andre store virksomheder.

Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:

Presserådgiver Hanne Hyldborg, 29 69 42 10
Presserådgiver Mads Byder, 20 62 77 27

Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilationsprodukter. Virksomheden har vind i sejlene og har lige siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år. I dag er Øland en stor professionel spiller på markedet med 110 medarbejdere og et stærkt fokus på kundeviden og kompetencer. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl, byggemarkedskæden Optimera og rørvirksomheden Heradan i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Der er flere oplysninger om Øland på www.oeland.dk.