”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Året der gik for Øland 2022

På den store scene har 2022 udviklet sig,som ingen kunne have forestillet sig: En uhyggelig krig mellem Ukraine og Rusland, voldsomme stigninger i specielt energipriserne, galoperende inflation og hastigt voksende renter. Læg dertil et klima, hvor naturkatastrofer stadigt oftere minder os om, at det haster med at få sat handling bag de fine ord om grøn omstilling. I det landskab kan det være svært at drive virksomhed. Ikke desto mindre er det lykkedes os i Øland at levere et tilfredsstillende 2022, der var bedre end året før, og nok så vigtigt også med en vækst, som viste sig større end for markedet generelt. Nye kunder er kommet til, og vi har faktisk ikke mistet én eneste af vores gamle.

Stor fordel ved sammenlægning

Vi kan nu se, at vi begynder at høste synergierne ved sammenlægningen med Airforce. Deres faglighed omkring brand og brandventilation har skabt en helt anden platform med services og produkter og gjort Øland stærkere end nogensinde. Nu kan vi pakke kunden på en helt anden måde, og vi er faktisk de eneste i branchen, der er i stand til at levere alt til ét projekt. Dertil kommer, at vi er lykkedes med fuldt ud at få integreret den lille midtjyske virksomhed både organisatorisk, it-mæssigt og juridisk.

Et andet tiltag fra 2021 - nemlig opførelsen af vores fabrik i Kliplev - har også haft en positiv effekt det seneste år. Produktionen af primært rektangulære kanaler viser tydeligt et hurtigere gennemløb og en større effektivitet. Udfordringen er til gengæld at skaffe den nødvendige arbejdskraft, så vi kan holde gang i vores treholdsskift. Vi forsøger med radiospots og på jobmesser at skabe større synlighed for Øland som en rigtig god arbejdsplads. Får vi bemandingen fuldt op at køre, er det også min forventning, at vi vil kunne bringe vores leveringstid ned til 3-4 dage.

Stadig optimisme trods usikre tider

Når vi taler 2022, er det umuligt at komme uden om energiprisernes himmelflugt. Alene vores elforbrug koster nu op imod 150.000 kroner mere om måneden end for et år siden. Og så har jeg slet ikke indregnet vores ekstraomkostninger til transport og råvarer. En del af det hænger vi selv på, fordi det ikke er lykkedes os at sende regningen videre til kunden. Vi har tænkt, at prisstigningerne nok hurtigt ville drive over. Det er bare ikke sket - tværtimod. Vi kan derfor komme i en situation, hvor vi kan blive tvunget til næste år at komme med et midlertidigt energitillæg for bare nogenlunde at kunne holde skindet på næsen.

Hvad angår 2023 må jeg tilstå, at min krystalkugle aldrig har været så sløret. Med andre ord har 2022 lært mig, at det er utroligt svært at spå om, hvad der vil komme til at ske. Får vi recession, vil det naturligvis ramme parcelhusbyggeriet, men der er vi ikke direkte eksponeret. Et faldende boligbyggeri vil nok påvirke os lidt. Men vores kerneområde er kontorbyggeri, indkøbscentre, offentligt byggeri og industri, og her vil aktiviteten formentlig være nogenlunde uændret næste år. Ambitionen for Øland er derfor fortsat vækst.

Vi er i fuld gang med at styrke vores digitalisering med en ny hjemmeside, og vi vil stadig være kendt som den professionelle leverandør, der er med til at træffe de bedste valg i samarbejde med kunderne.

Læs artiklen i HVAC-Magasinet »


Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:

Carsten Madsen, CEO/Adm. direktør - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år og beskæftiger i dag 150 medarbejdere. Øland har gennem strategiske opkøb bevæget sig fra komponent- til systemleverandør. Senest har AiRFORCE, som er en af de tungeste rådgivende leverandører inden for ventilation og brandsikkerhed i ventilationssystemer, tilsluttet sig familien. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Læs mere om Øland A/S her.