”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Øland har sikret sig eneforhandlingen af et banebrydende kanalsystem, som sparer ventilationsmontørerne en fuld arbejdsgang. De nye kanaler kan bøjes og komprimeres og nemt håndteres af én mand.

Ventilations- og isoleringsspecialisten Øland har udvidet sit produktsortiment med en helt ny type ventilationskanaler. IK Kanal System er et letvægts kanalsystem i alufolie og komprimeret glasuld, som giver en væsentlig enklere og hurtigere arbejdsproces.

I modsætning til traditionelle, galvaniserede kanaler, som skal efterisoleres, er IK-kanalerne præisolerede, så montage og isolering foregår i én og samme arbejdsgang. Samtidig er de nye kanaler udviklet i fleksibelt materiale, som kan bøjes og bukkes efter behov og derfor er væsentlig nemmere at håndtere.

- Det er et meget gennemtænkt system fra Sverige, som gør arbejdet meget lettere for montørerne, fordi de er lette og kan komprimeres. Ud over at spare en arbejdsgang på efterisolering er der derfor også en masse praktik, som bliver enklere, lige fra al det logistiske til selve montagen. Da materialet er blødt, kan kanalerne fx bøjes på plads, siger Vibeke Bjerre Hussmann, ekstern salgskonsulent i Øland A/S.

IK-kanalerne leveres vacuumpakket og fylder derfor ingenting. Først når de pakkes ud på montagestedet, svulmer de op til fuld størrelse. Kanalerne er 235 cm lange og er beklædt med 30 mm kondensisolering, hvilket gør dem velegnede til indendørs isolering ved køl, varme og aircondition. En ny udgave med 50 mm varmeisolering er under udvikling.

- Vi er altid på udkig efter løsninger, som kan forenkle hverdagen for vores kunder. Vi har stor erfaring med galvaniserede kanaler, som vi producerer selv. IK-kanalerne er et virkelig smart alternativ. Derfor tog det ikke lang tid at træffe beslutningen om at tage systemet ind i vores sortiment, da vi havde testet det, siger Vibeke Bjerre Hussmann og fortæller, at de første montører allerede har meldt sig på banen.

Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:

Presserådgiver Hanne Hyldborg, 29 69 42 10
Presserådgiver Mads Byder, 20 62 77 27


Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har vind i sejlene og har lige siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år. I dag er Øland en stor professionel spiller på markedet med 110 medarbejdere og et stærkt fokus på kundeviden og kompetencer. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl, byggemarkedskæden Optimera og rørvirksomheden Heradan i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Der er flere oplysninger om Øland på www.oeland.dk.