”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Opførelsen af det nye, topmoderne statsfængsel på Nordfalster er i fuld gang. Fængslet udstyres med den nyeste teknologi inden for teknisk isolering og ventilation, og her har Øland sat sig på begge opgaver.

Det er virksomheden Øland, der skal levere det gode indeklima og en miljørigtig profil omkring energiudledningen i det nye statsfængsel på Nordfalster. Fængslet, som forventes klar til ibrugtagning i slutningen af året og med plads til 250 indsatte, optimeres på alle fronter, herunder også de tekniske installationer hvor bl.a. varmetab står højt på agendaen.

Ikke mindre end 11 km rør til centralvarme og vand skal isoleres med teknisk isolering fra Øland. Dertil kommer isolering af ventilationskanaler, tagbrønde og teknikrum samt hele ventilationsanlægget, som består af 120 tons ventilationskanaler og tilhørende rørfittings, der også leveres af Øland. Alt i alt løber det op i en meget stor ordre for Øland, der gør brug af sin solide erfaring med komplette leverancer af teknisk isolering og ventilation.

per isolerere
faengselsgang ventilation

Det nye fængsel får markedets mest miljøvenlige isolering og ventilation. Det vil kunne mærkes på de ansatte og indsattes dagligdag samt på fængslets varmeregning. Den tekniske isolering beskytter alle de tekniske installationer effektivt mod varmetab, og dette vil sammen med ventilationsinstallationen sikre, at fængslets temperatur og indeklima er behageligt og varmebesparende året rundt, siger Carsten Madsen, administrerende direktør i Øland.

Efter nogle år under finanskrisen, hvor vi primært så renovationsopgaver, er der begyndt at komme gang i nybyggeriet. Det gør blandt andet, at vi oftere og oftere får disse ventilations- og isoleringsopgaver. Statsfængslet er et godt eksempel på dette, og vi har flere forespørgsler, siger Carsten Madsen.

Den omfattende opgave med at isolere de tekniske installationer varetages af Nakskov Isoleringsforretning, mens ventilationsentreprisen håndteres af Wicotek Kirkebjerg.

Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:
Presserådgiver Hanne Hyldborg, 29 69 42 10
Presserådgiver Mads Byder, 20 62 77 27


Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har vind i sejlene og har lige siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år. I dag er Øland en stor professionel spiller på markedet med 110 medarbejdere og et stærkt fokus på kundeviden og kompetencer. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl, byggemarkedskæden Optimera og rørvirksomheden Heradan i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter.