”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

De nye røgkontrolspjæld er certificeret i henhold til EN-12101-8 med nye skærpede krav til styring af røgudluftning. Øland lægger sig i spidsen med markedets bredeste produktprogram.

Med afsæt i de nye retningslinjer for styring af røgudluftning har Øland udviklet en ny serie røgkontrolspjæld med ikke mindre end fire forskellige produktvarianter. Det er markedets bredeste produktportefølje i denne kategori, og med lanceringen åbnes der for markant flere valgmuligheder, når der skal vælges installationsløsninger for brandventilation og røgudluftning.

-Meget ofte er det pladsen, der volder problemer ved installation af denne type løsninger. Derfor har vi gjort os umage med at tænke hele vejen rundt om problemstillingen, og det har resulteret i  fire forskellige typer røgkontrolspjæld, som passer ind i forskellige miljøer, siger produktchef Henning Andersen og forklarer, at man i nogle projekter med fordel kan installere røgkontrolspjældene i ventilationssystemet og derved spare ekstra kanaler.

-Er der behov for større luftmængde end ventilationsanlæggets, kan røgkontrolspjældene anvendes som separat brandventilations- eller røgudluftningssystem, hvorved der kan spares nogle brandventilatorer.  Med den nye serie er der åbnet for flere løsningsmuligheder end tidligere, siger Henning Andersen.

Røgkontrolspjældene lanceres til både enkelt og flere brandafsnit. De kan både åbne og lukke under brandpåvirkning i et tidsrum afhængig af klassificeringen. Betjener systemet flere brandafsnit, er spjældene i det brandramte afsnit åbne for at sikre maksimal røgudluftning, mens spjældene i de øvrige brandafsnit er lukkede.

Den nye produktserie består af følgende produkter:

  • Røgkontrolspjæld til kanalmontage i enkelt brandafsnit
  • Røgkontrolspjæld til vægmontage mellem flere brandafsnit
  • Røgkontrolspjæld til kanal- og vægmontage i flere brandafsnit
  • Jalousiudgave (kort model) til kanal- og vægmontage i flere brandafsnit

Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:

Presserådgiver Hanne Hyldborg, 29 69 42 10
Presserådgiver Mads Byder, 20 62 77 27


Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har vind i sejlene og har lige siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år. I dag er Øland en stor professionel spiller på markedet med 110 medarbejdere og et stærkt fokus på kundeviden og kompetencer. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl, byggemarkedskæden Optimera og rørvirksomheden Heradan i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Der er flere oplysninger om Øland på www.oeland.dk.