”Øland kanalsystem er optaget/registreret i databasen for byggeprodukter, som kan anvendes/indgå i Svanemærket byggeri.”

Nyt produkt til beklædning af teknisk isolering

IsoCover er et helt nyt materiale til beklædning af teknisk isolering. Det 100 pct. vandtætte og UV-bestandige gummi kræver kun en saks og et par hænder til montage, og kan anvendes til både udendørs og indendørs isolering.

Øland har sammen med den store tyske producent af tagpapper og inddækning, Monier, udviklet en helt ny type materiale til beskyttelse af tekniske isolering. I modsætning til PVC og aluminium er IsoCover gummibaseret, derfor er det væsentlig lettere at arbejde med, når isoleringen skal beskyttes. Det bløde, fleksible materiale lægger sig, populært sagt, som en gummikappe uden om den tekniske isolering, og beskytter den effektivt mod fugt.

-Der er både tid og besvær at spare ved at anvende det her nye beklædningsmateriale. Det kan klippes med en saks eller skæres med en hobbykniv og formes med hænderne. Så isolatøren kan løse opgaven på stedet uden først at skulle ud og måle op, hjem og fremstille passtykker og tilbage for at montere, siger produktchef i Øland Jørn Smith, som har været med til at udvikle produktet.

Fuldautomatisk koldsvejsning
Der er også tænkt arbejdsmiljø ind i produktet. Det er ikke nødvendigt at bruge lim, når man anvender IsoCover. Det antracitgrå materiale er nemlig selvvulkaniserende, og går i forbindelse med sig selv, fortæller Jørn Smith.

-Efter kort tid er det fuldkommen uadskilleligt. Man kan sige, at der sker en slags automatisk koldsvejsning, forklarer han.

IsoCover er 100 pct. vandtæt og UV-bestandigt og kan bruges i forbindelse med isoleringsopgaver både udendørs og indendørs alle de steder, hvor der er behov for at beskytte isoleringen mod fugt fra kondens eller deciderede oversvømmelser. Det kan være ventilationskanaler på tage, fjernvarmebrønde, ingeniørgange, rør i kældre osv.

-Det er en udfordring at tætne helt omkring isoleringen med eksisterende beklædningsmaterialer, og det er et problem i forhold til fugt. Fugt er isoleringens fjende nr. 1. Rørene i sig selv tager ikke skade, men isoleringen bliver ødelagt. Den rådner og begynder at lugte og skal udskiftes. IsoCover er gennemtestet og garanteret vandtæt. Det er baseret på det samme materiale, som anvendes til taginddækning, og det er anvendt på massevis af tage. Vi har selv kørt tre testprojekter herhjemme gennem det seneste år uden at finde en eneste dråbe vand, siger Jørn Smith.

Høj elasticitet, nem tilpasning
IsoCover kan strækkes op til 50 pct. Den høje elasticitet betyder, at det er nemt at tilpasse materialet til fx bøjninger og t-stykker, fordi det kan strækkes så det passer helt perfekt. Slutresultatet, hvad enten der er tale om en ny installation eller reparation af en eksisterende installation, er en glat, stærk overflade, der slutter helt tæt og modstår de fleste stød. Den glatte overflade betyder desuden, at man får en rengøringsvenlig løsning, som mange vil sætte pris på i deres installationer.

IsoCover er baseret på PIB-gummi, som er den samme gummitype, der anvendes til fremstilling af tyggegummi. Der er ingen farlige stoffer i materialet, og man kan derfor arbejde med det uden brug af handsker, masker, åndedrætsværn o.lig.

IsoCover leveres på ruller af 10 meters længde og i forskellige bredder, som let kan klippes til. Materialet er lidt over en millimeter tykt og kan monteres på næsten alle typer overflade.

Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:
Presserådgiver Hanne Hyldborg, 29 69 42 10
Presserådgiver Mads Byder, 20 62 77 27

Om Øland A/S
Øland er Danmarks førende leverandør af ventilations- og isoleringsprodukter. Virksomheden har vind i sejlene og har lige siden opstarten som enkeltmandsvirksomhed i 1980 haft fremgang hvert eneste år. I dag er Øland en stor professionel spiller på markedet med 110 medarbejdere og et stærkt fokus på kundeviden og kompetencer. Øland indgår sammen med VVS-grossisten Brødrene Dahl, byggemarkedskæden Optimera og rørvirksomheden Heradan i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Der er flere oplysninger om Øland på www.oeland.dk.